IPguide.dk
Her er du:  Forside > Nyheder > Mobil- Fastnet- og IP telefoni smelter sammen

Nyheder



Mobil- Fastnet- og IP telefoni smelter sammen

UMA hedder en ny teknologi, som vil blive anvendt i telefoner fremover. UMA står for Unlicensed Mobile Access.

Både producenter af telefoner og teleselskaber laver forsøg baseret på UMA i øjeblikket. Det er usikkert hvornår forbrugerne kan få rigtig nytte af teknologien – men år 2007 er et bud.

Ideen bag UMA er, at brugeren ønsker billig telefoni, og derfor benytter brugeren IP telefoni, når han er i hjemmet, på et hotel eller et andet sted, hvor der er IP-adgang. Samtidig bruger han sin mobiltelefon de steder, hvor han ikke har IP-adgang. Og da det er besværligt hele tiden at holde sig orienteret om, hvorvidt der er billig IP-adgang, så bruges den (dyre) mobiltelefon også i mange situationer, hvor IP telefoni er en billigere løsning.

Der findes allerede f.eks. PDAer i handelen, som både indeholder en mobiltelefon, og som kan køre IP telefoni via trådløse netværk. Det nye er, at UMA teknologien får telefonen til selv at skifte mellem mobiltelefoni og trådløs IP telefoni. På den måde kan brugeren, f.eks. når han kommer hjem i boligen, hvor der er trådløst internet, spare, ved at bruge IP telefoni i stedet for mobiltelefoni. Og brugeren skal kun have én transportabel telefon.

Det forventes at Nokia kommer med en kombineret mobil- og IP telefon allerede i efteråret 2005. Og i Danmark er teleselskabet Telia i gang med at teste en løsning baseret på UMA.

IPguide har netop testet en Qtek2020i på en rejse i Europa. Denne PDA har både mobil- og trådløs internet-forbindelse. Samtaler kan sendes over begge net, men skift mellem de to net sker manuelt. Især ved ophold på hoteller fungerer internettelefoni via Qtek2020i særdeles tilfredsstillende.

(Kilde: IPguide. Nyhedsdato: 26/07/2005)


 Se oversigt over nyheder fra IPguide.dk
Om IPguide.dk   |    Personlige oplysninger  |    Leveringsbetingelser   |   Sitemap    |   Annoncer    |   Presse    |   Kontakt
Copyright 2005-2010 © IPguide ApS Du kan betale med Dankort Intern1 ApS