IPguide.dk
Her er du:  Forside > Artikler > IP telefoni – hvad er det?

Artikler



IP telefoni – hvad er det?

Denne artikel fortæller dig lidt om, hvad IP telefoni er.
Artiklen fortæller om forskellen på fastnet, mobilnet og internet, og hvordan en fastnet telefon en mobil telefon og en internet telefon kan kommunikere sammen.
Hvis der er nogle ord og begreber, som ikke er forklaret i artiklen, så brug IPguide Ordliste.


Fastnet
En telefon, som er koblet til et stik i væggen, er en såkaldt fastnet telefon.
I hvert land findes et eller flere teleselskaber, som leverer fastnettelefoni til borgerne. Fastnetselskaberne samarbejder både internt i landene og på tværs af landegrænser. Derfor er det f.eks. muligt at ringe fra Danmark til Australien. Fastnettet er verdensomspændende og opbygget gennem en lang årrække.
Lad os tage eksemplet med en samtale Danmark-Australien. Ved samtalens start etableres der en fysisk forbindelse mellem Danmark og Australien, og forbindelsen opretholdes så længe samtalen varer.
Hvis du synes, det er dyrt at ringe fra Danmark til Australien, så skyldes det bl.a., at der er flere teleselskaber, som samarbejder, for at ”vejen” mellem Danmark og Australien kan etableres. Og de forlanger alle en eller anden form for betaling for deres ydelse.
En anden grund, til at fastnet er ”dyrt”, er, at der skal trækkes et telefonkabel ind i din bolig, og på den lokale telefoncentral skal dette kabel forbindes med resten af fastnettet.
Fastnettelefoner kan være lidt ”mobile”, fordi en fastnettelefon kan være trådløs, men den er koblet til telefon stikket i væggen via en baseenhed.

Mobilnet
En mobiltelefon har ikke forbindelse via et stik i væggen, men har i stedet forbindelse med en mobilantenne.
Det net, som en mobiltelefon er koblet til, kaldes mobilnettet. Og helt parallelt til det verdensomspændende fastnet, kan man sige, at der er et verdensomspændende mobilnet.
Du kan anvende din mobiltelefon næsten overalt, og derfor er den mere nyttig for dig, end en fastnettelefon. Måske derfor er mobil-minutter ofte dyrere end fastnet-minutter.

Forbindelse mellem fastnet og mobilnet
Fastnetselskaber og mobilselskaber samarbejder. Derfor er det muligt at ringe fra en fastnettelefon til en mobiltelefon, og omvendt. Men netop denne udveksling af telefon trafik opkræver selskaberne også betaling for.
På tegningen, kan du se fastnettet og mobilnettet, og du kan se en fastnettelefon og en mobiltelefon. Du kan også se, at der er forbindelse mellem de to net.

Forbindelse mellem fastnet og mobilnet


Internet
Internettet vokser med stor hast, og du har mulighed for at ”komme på” internettet mange steder i verden.
På tegningen kan du se internettet. Kernen i IP telefoni (internet telefoni) er, at du primært bruger internettet som transportnet for dine samtaler. Samtalerne sendes, opdelt i små datapakker, via internettet og prisen for at sende en datapakke via internettet er uafhængig af afstand.

IP telefon
Hvis du skal have installeret en internet telefon, kan det gøres som skitseret her.
Du genbruger en ”gammel” fastnet telefon, som vist øverst til venstre på tegningen. Du anskaffer en adapter, som konverterer mellem fastnet og internet Og så laver du en aftale med en IP telefoni udbyder, som f.eks. forsyner dig med et 8 cifret dansk telefonnummer (et fastnetnummer).
Som du kan se på tegningen er der ingen PC involveret i den viste IP telefoni løsning. Men din router og din adapter skal være tændt, for at din telefon virker.

Softphone
Faktisk behøver du ikke den viste adapter og telefon, for du kan i stedet installere et program på den PC, som du sikkert allerede har koblet til internettet via din router vist på tegningen. En sådan kombineret adapter og telefon kaldes for en softphone – fordi den udelukkende består af software.
Softphonen virker selvsagt kun, når PC og router er tændt. Og din PC skal udstyres med et headset.

Eksempel på en softphone, som bl.a. bruges af redaktionen på IPguide.dk:

Softphone


Fordele og ulemper ved IP telefoni
Som hovedregel vil IP telefoni være væsentligt billigere end både fastnet og mobil telefoni.
En IP telefon er, selvom den har et (fast) nummer, ”mobil”. Dvs, hvis du tager IP telefonen (f.eks. din softphone på din PC) med og tilslutter den internettet et eller andet sted på jorden, så er det din telefon, og der kan ringes til den og fra den til samme takst, som hvis du var hjemme i din bolig. På helt samme måde, bekymrer ingen sig jo om, hvor du er, når du læser og sender dine e-mails.
Du skal være opmærksom på, at din IP telefon kun fungerer, hvis din internetforbindelse fungerer. Og din internetforbindelse ”dør” sikkert, hvis der er strømsvigt.
Du skal også være opmærksom på, at du ikke kan ringe 112 fra alle IP telefoner. Det kan du f.eks. ikke fra Skype IP telefonen.
Lydkvaliteten i forbindelse med IP telefoni diskuteres ofte, men IPguide har nu næsten to års erfaring med god IP telefoni lydkvalitet. Men vi har oplevet, at samtaler bliver afbrudt, på samme måde, som vi oplever det med mobilsamtaler.
IPguide foreslår, at du selv prøver IP telefoni måske parallelt med at du opretholder dit ”gamle” fastnetabonnement.
Især hvis du ringer til udlandet, er der rigtig mange penge at spare.

God fornøjelse med IP telefoni.


 Se oversigt over artikler på IPguide.dk

Nyheder

Grøn FAX - det kan betale sig

Det er billigere for dig og bedre for miljøet at slukke for den gammeldags FAX.
IPguide har set på PamFAX - der fx kan samarbejde med Skype.


Google ser alt - se med !

Med Google Street View kan du bevæge dig rundt på gader og veje i Danmark - medens du sidder behageligt i din yndlingsstol.


Nyhedsbrev

Navn:
E-mail:

IPguide.dk's nyhedsbrev er din mulighed for at modtage spændende gratis nyheder.

Om IPguide.dk   |    Personlige oplysninger  |    Leveringsbetingelser   |   Sitemap    |   Annoncer    |   Presse    |   Kontakt
Copyright 2005-2010 © IPguide ApS Du kan betale med Dankort Intern1 ApS